Udgivet i Skriv en kommentar

Lækker og let tomatsalat – prøv den!

Jeg har lavet en vildt lækker tomatsalat og så er den ovenikøbet utroligt let at lave 🙂

Jeg har en veninde hvis have bugner af alverdens frugt og grønt. Den anden dag gik jeg på rov i hendes drivhus. Det blev til en hurtig let tomatsalat med urtepesto.

Man kan selvfølgelig sagtens købe sine tomater, men de smager altså helt fantastisk når de er nyplukket og lune fra drivhuset.

Ta´et par håndfulde tomater, fræk dem på midten og hak lidt løg og kom over.

Giv den et par skefulde pesto og vupti!

Pesto:

  • 1 håndfuld persille
  • 6 blade salvie
  • 1 lille håndfuld purløg
  • 100 g parmasan (kan sagtens byttes ud med anden fast ost)
  • saft fra 1/2 citron
  • 25 mandler
  • 1 lille fed hvidløg
  • 1 dl olivenolie

  1. Kom det hele i en minihakker eller blender og kør til det har den konsistens du bedst kan lide – some like it chunky 🙂
  2. Server 🙂 Det kan holde en lille uge på køl

Udgivet i 1 kommentar

Bag om Bagedysten

Bag om bagedysten…

For mig var der en masse overvejelser forbundet med om jeg skulle være med i Den Store Bagedyst. Her får I lidt tanker om det.

Jeg havde egentlig søgt sidste år, fordi en bageglad veninde og jeg havde udfordret hinanden. I virkeligheden synes jeg bare hun er og var mega dygtig og ville gerne have hende med i Bagedysten. Hun kom desværre ikke med. Jeg endte med at gå til slutcastingen, som er sidste stop inden programmet.

Det passede mig helt fint, for dagen efter blev jeg ringet op af en fantastisk kollega som ville have mig med til Ukraine og synge kor i Eurovision. Det blev en oplevelse jeg bestemt ikke ville have været foruden, så endnu engang viste universet sig fra sin fede side. Alt sker lige som det skal.

I løbet af året blev jeg kontaktet af casteren som kunne huske mig og da bagedyst-ansøgningerne skulle sendes igen, skrev hun og spurgte om hun ikke måtte lægge min i bunken. Det var jeg egentlig lidt lunken ved. Jeg er nemlig ikke umiddelbart den store bager, jeg er bare en foodie som virkelig elsker udfordringer.

Jeg kom igen til casting, interviews og slutcasting. Jeg må sige at jeg virkelig er på røven over hvor dygtige folk er! Jeg var simpelthen måløs. Jeg synes de var dygtige sidste år og så væltede de mig bare fuldstændig bagover igen i år. Særligt Emil Obel som jeg mødte til første casting. Det dygtigste dejlige menneske som jeg har fået lov til at følges med i alle trin af vores rejse. Han kom ind med den vildeste kreation og jeg – som jo aldrig kan holde kæft uanset hvor pinlig tavsheden er – kom til at huje og råbe da han kom ind med sit showpiece.

Til slutcastingen mødtes vi igen. Her er man 12 fra hver landsdel. Der er kamera på og man skal bage på tid. Emil og jeg skulle dele køkken – det eneste køkken uden ovn! Der var turbo på og det var en vildt sjov dag.

I dagene som fulgte, tænkte jeg rigtig meget over om jeg overhovedet havde lyst til at være med. Jeg havde en kalender som var fuldstændigt booket med jobs. Mine jobs ligger i weekenden og optagelserne er i hverdagene. Jeg har en dreng på 2 som jeg jo også holder af at bruge tid på og oveni det stod jeg med et forhold som var ved at gå i opløsning.

Ud over al praktikken tænkte jeg meget over om det ville skade min musik. Jeg har haft mange snakke med folk i branchen og der er da også ret delte meninger om hvorvidt det er gavnligt eller skadeligt for ens musik pludselig at være bagemus i bedste sendetid. Nu kender jeg jo stadig ikke virkningerne af det, så jeg venter i spænding. Jeg tænker at jeg er 100% mig selv, så enten kan folk lide det eller også kan de ikke. Forhåbentlig vælger folk mig ikke fra til et job fordi jeg ikke er god til fondant 🙂

Da jeg fik opringningen sagde jeg ja.

Jeg gik til opgaven som jeg så oftest gør det. Med forestillingen om at alt kan lade sig gøre! Jeg lavede en fuldstændig vanvittig kalender som strakte sig over 6 måneder, med masser af farvekoordinering og klistermærker. Jeg lavede alle de udfordringer vi fik på forhånd, inden hele optageperioden, fordi jeg vidste jeg ville få for travlt imens til at kunne øve. Jeg kan se at jeg måske har freestylet en my mere end de andre og det kunne måske have været fordelagtigt at øve en kage 10 gange i stedet for 1, men nogle gange tror jeg også vi må acceptere hvor vi er. Det var der jeg var.

Jeg har lavet en masse videoer undervejs, både af tanker og sjovt bag-om gøgl. Dem kan i finde på min facebook side https://www.facebook.com/jasmindenstorebagedyst/?modal=admin_todo_tour

Jeg er SÅ spændt på at se programmerne! Og ikke mindst på jeres reaktioner 🙂 Jeg håber I smider noget kærlighed i alle bagedyst deltagernes retninger – for det er virkelig de skønneste mennesker!

Nothing but love herfra!

 

Begyndelsen til min store kalender 🙂

Castingkagen i år

 

Castingkagen sidste år 

 

Udgivet i Skriv en kommentar

Noget om et venligt frieri

Overskriften er måske en kende clickbait agtigt, men ikke mindre vigtig af den grund. Jeg vil brand gerne snakke lidt om venskaber. Jeg hørte en gang en eller anden postulere at de venner man havde inden man blev 30 var dem man fik. Færdig. bum. basta. Ikke flere venner til dig. Måske er det en tanke fra den gang top alderen var 46. Hvis vi går ud fra at min generation bliver omkring de 100, synes jeg virkelig det lyder trist.

Jeg elsker nye mennesker! Og jeg er helt sikker på at jeg skal finde nye venner hele livet. Dog må jeg medgive at det er noget andet, end da man var 10 og kunne sende en sedel i timen eller dele et knækhjerte. Så var den der ilsom bare.

For venskaberne skal kunne noget andet nu. De skal kunne drikke oceaner af rødvin, skrabe os op fra gulvet når vi løber fra brylluppet, heppe på os når vi starter virksomhed, tage på spontane storbyture og helst samtidig med at de selv får hverdag, familieliv og unge på hoften til at glide. Det er tough og derfor går der sikkert lidt længere i mellem at vi laver dybe nære relationer. For de tager tid gør de.

Sidste år fik jeg i bedste sadel-i-timen-skal-det-være-os-to-besked Og jeg blev så glad! Det var en så fin besked, så jeg har fået lov til at vise jer den. Jeg blev både smigret og glad for hendes ærlighed, vi drak den kaffe og så brugte vi en masse tid sammen. Hun er i dag en af mine tætte venner og selvfølgelig er et venskab som kun er 1 år gammelt stadig i sin babyfase, de skal nurses på en anden måde end de gamle, men jeg synes de er det hele værd.

Den anden dag blev det min tur til at lægge hovedet på blokken, stå med hjertet i hænderne og være helt sårbar. Jeg fortalte en kvinde jeg beundre meget, at jeg synes at hun var bum stærk og sej og at jeg ville elske at drikke et glas vin med hende og måske en dag kalde hende ven. Uha, den korte ventetid lige der hvor man holder vejret, slår 100% sommerfuglene man kan have i maven når man venter på en besked. Hun sagde sgu ja! Og jeg blev så glad! Ingen ved jo hvad sådan noget ender med, men jeg turde, jeg fik et ja, så nu må vi se hvad der sker 🙂

 

Udgivet i Skriv en kommentar

Noget om Den Store Bagedyst

Så kom dagen hvor jeg må dele! Jeg skal være med i Den Store Bagedyst 🙂 Søreme så om det ikke er det jeg har gået og brugt en masse tid på.

Jeg har tænkt mig at bruge bloggen her til at smide en masse dejlige opskrifter op. Skulle du have nogle spørgsmål efter programmerne er du også velkommen til at kommentere herinde. Jeg lover at være aktiv når skuden sætter ud. Det gør den d.29 sep.!

29. september tænker du – det er jo en lørdag?! Ja, nemlig, vi skrifter sgu sendetid. Jeg håber du vil blive hurtigt færdig med lørdagskyllingen, hælde kaffe på kanden og sætte dig hen til kukkeren og følge med. Jeg kommer desværre ikke selv til at kunne se så mange af programmerne fordi jeg oftest er ude at spille, men jeg glæder mig til at se dem når jeg kan 🙂

Jeg håber du vil følge med derude!

Udgivet i Skriv en kommentar

Nogen om Landcaféen

Lad mig bare sige det lige ud. Jeg ELSKER Århus! Det er altså en brand hyggeligt by. Når man ofte er på farten og i forskellige byer får er det fedt at vide hvor man kan gå hen og få dejlig mad.

Latinerkvarteret i Århus er hjemstedet til helt utroligt mange små lækre steder. Landcafeen leverer lækker lokal mad, hyggelig stemning og et udemærket udvalg – af alt 🙂

Jeg spiser tit brunch her. Det overgår 100% alle de der dårlige brunchtanretninger man får smidt i nakken på mange cafeer. Her får du små skåle med veludførte salater og andet godt. Der er lækre økopølser og gode oste. Hjemmegjort sylt og vildt godt brød!

Den anden dag var vi i ekstra godt humør og fik lækre ribsbobler til brunchen. En alletiders måde at starte sin dag på!

Udgivet i Skriv en kommentar

Noget om en hemmelighed

Jeg skal lige i gang igen. Jeg er jo ny i det her blogland og pludselig gik jeg i stå.

Det er en underlig størrelse, det der med at sidde og pille navle på åben skærm. For det er jo vi gør. Det skal jeg lige øve mig i. Men hvorfor gør du det så? Tænker du måske. Ja, det vil jeg rigtig gerne fortælle dig, men det er top secret indtil på fredag, så lover jeg også at løfte sløret.

Hæng på! Jeg glæder mig mega meget til at fortælle 🙂

Udgivet i 1 kommentar

Noget om gæstfrihed

I forgårs var vi inviteret til Eid hos vores gamle naboer.  Det var en first og vi var vældig spændte. Måske allermest på maden.

Familien som vi var på besøg hos er de dejligste mennesker, som dengang vi boede tæt på hinanden kom op med lækre retter når de havde for meget. Så vi vidste at der var lækkerier i vente.
Jeg fik lov til at se med mens herlighederne blev lavet og jeg har sneget mig til en opskrift på mine yndlings dimser, som jeg desværre ikke kan navnet på.
Fetaruller:

  • 1 feta
  • 1 kæmpe bundt persille
  • 1 løg
  • Forårsrulledej
  • Chili
  1. Hak løg og persille fint
  2. Mos feta, løg, persille, chili, salt og peber sammen
  3. Læg en skefuld i hjørnet af dejen. Rul hjørne snippen henover (diagonalt) og rul et par gange. Fold de to hjørner ind over og rul det sidste stramt. Læg dem så det sidste hjørne ligger nederst. Når de skal steges lægger du den nederst, på den måde undgår du at de går op.
  4. Steg og nydes varme

Velbekomme!

Udgivet i 1 kommentar

Noget om grin eller gråd

Jeg bliver tit spurgt hvorfor jeg er så glad. “Kan du ikke se verden er forfærdelig?!”, “Hele lortet braser sammen om ørerne på os og så står du der og griner!” Svaret er jo. Det kan jeg vel egentlig godt se. MEN jeg gider simpelthen ikke at fokusere på det. Hvis hele lortet vælter kan vi vel lige så godt grine af det.

Det her skal ikke et spirituelt indlæg eller noget. Jeg lufter bare tankerne, måske mest for at få styr på hovedet.

Jeg lever for tiden i efterdøningerne af et brud, med deleordning, samværsaftaler og kommunikation fra helvede. Jeg synes bestemt ikke det er fedt. Jeg tror heller ikke at det her er forumet for mig at lufte mine tanker omkring det, selvom Lord knows der er mange! MEN jeg gider godt at dele glæde.

Jeg var lidt nede igår og sad og gik mine billeder igennem for de sidste par uger. Jeg ved godt at jeg har haft en hyggelig sommer, selvom planerne blev ændret og vi aldrig kom udenfor landegrænsen. Men lige da jeg sad og havde ondt af mig selv, var det bare rart at kunne se på det. Jeg tror det er det jeg gør når det bliver svært. Jeg flytter fokus. Hokus pokus glæde i fokus.

Jeg nægter simpelthed at lade det dårlige fylde det hele. Jeg anerkender det er der og jeg ryger også i det, men satme nej om det skal have lov til at være hele min virkelighed. For slet ikke at tale om min søns. Han skal vide at verden er god, alle mennesker er venner (han måske bare ikke har mødt endnu), og at intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet (Håber I husker den reference – Tak Thomas Mygind).

Det skal grines væk! Start i en latterklub hvis du synes det er svært, så får du virkelig noget at grine af 🙂

Grin grimt og højt! Personligt har jeg et ansigt der krøller sig sammen, jeg får titusind dobbelthager og det er med dB på ca 110! Højt as fuck. Jeg har opgivet at rette på det, det kommer ikke til at ske. Selvom det kunne være lækkert med et lille yndigt ungpige grin, så er jeg vist bare mere en Havheksen Ursula kind og gal 🙂

Ha’ en grineren dag!

Udgivet i 2 kommentarer

Passionskage

Den anden dag havde min veninde fødselsdag. Jeg så det som en glimrende mulighed for at lave en dejlig kage 🙂

Den er brandlækker og så kan elementerne laves laaaaaang tid i forvejen.

Den er ret simpel og består at en mazarinbund med solbær, moussebomber med hvid chokolade og en masse passionsfrugtmousse. Jeg lavede den med agar agar fordi størstedelen af selskabet var vegetarer, men jeg skriver opskriften her med husblas – det er bare lettere.

Solbærmazarin

  • 150 g smør
  • 150 g sukker
  • 150 g marcipan
  • 60 g mel
  • en god sjat amaretto (ca 3 spsk)
  • 2 æg
  • en stor håndfuld solbær

  1. Alle ingredienser (- solbær) kommes i en foodprocessor
  2. Når massen er ensartet kommes den i en foret springform (20 cm diameter)
  3. Solbærerne kommes ned i dejen
  4. Bag ved 180 grader i ca 25 min

Moussebomber med hvid chokolade

  • 200 g hvid chokolade
  • 2 blade husblas
  • 1,5 dl sødmælk
  • 3 dl fløde

  1. Læg husblas i blød i koldt vand
  2. Opvarm mælken i en gryde
  3. Opløs husblassen i den lune mælk og hæld det over chokoladen (et lille trick kan være at hakke eller blende chokoladen fint inden, så bliver det lettere opløst)
  4. Lad den stå i 3 min inden du begynder at røre i chokoladen og pisk fløden imens
  5. Rør nu rundt i chokolade/mælkeblandingen til det er en fin ens masse
  6. Vend flødeskummet i forsigtigt
  7. Hæld chokolademassen i halvkugleforme og kom på frys

Passionsfrugtmousse

  • 3 dl passionsfrugtpuré (det kan købes i specialforretninger eller du kan lave det selv ved at si saften fra rigtige passionsfrugter)
  • 1,5 dl tykmælk
  • 4,5 dl fløde
  • 7 blade husblas
  • 7 spsk sukker

  1. Læg husblasen i blød i koldt vand
  2. Varm passionspuréen op og tilføj husblas. Rør til det er helt opløst
  3. Lad massen køle ned. Når det er lillefingervarm kommes tykmælken i
  4. Imens det andet køler ned pisker du fløden til skum
  5. Når passionsmassen er afkølet, vender du fløden forsigtigt i

Samling

  1. For en 18 cm bagering med bageplast
  2. Stik din mazarin ud med en 18 cm bagering
  3. Kom mazarinen i bunden af den forede form
  4. Hæld passionsmassen forsigtigt i
  5. Ta dine halvkugler ud fra frost og sæt dem sammen som en kugle. Kom dem forsigtigt i passionsmassen hele vejen rundt
  6. Stil din kage på køl eller frost. Hvis du kommer den på frost skal den ud og stå på køl dagen inden den skal spises.

Pynt

Pynt er det sjove og der hvor du må gi’ los. Så gør det! Jeg har lavet en drip bestående af 150 g chokolade til 1 dl fløde – sådan ca 🙂 Varm fløden og og hæld den over chokolade. Rør rundt til chokoladen er smeltet. Husk din drip skal køles ned inden du kommer den på.

Hvis ikke du er til pynt, kan du også bare lave en “naked cake”. Men hvem er ikke til pynt! 🙂

Opskriften på chokolademoussen er inspireret af http://majavase.dk hende er jeg altså kæmpe fan af! Hun har de skønneste opskrifter !

God fornøjelse!

Udgivet i 4 kommentarer

Noget om Pride

COPENHAGEN PRIDE er ugen hvor vi fejrer diversitet, hylder minoriteter og smækker det hele sammen i en stor fest.

I morgen kan vi som land have lov til at have den fest. Den er ligefrem blevet udskældt for at være blevet for mainstream og kommerciel. Jeg forstår bevæggrunden – hvor er vi henne hvis man bare kan poste penge i en fest/sag, få en masse god PR og derfor ikke behøver at være et ordenligt firma resten af året, også kaldet pinkwashing. Det duer selvfølgelig ikke og hvor er det godt der er nogen som pointerer det. MEN hvor er det også fantastisk at denne dag er blevet mainstream!

I 9 lande er der dødsstraf for homoseksualitet. I mere end hvert 3. land i verdener er det ulovligt og strafbart at være homoseksuel. Hvert 3. land! WFT! Så vover jeg skindet og siger at det må være en sejr at mangfoldighed er noget vi kan fejre i vores land.

Jeg er med på at det ikke er alle som deltager i festlighederne der har et politisk udgangspunkt. Men er det så galt? De er jo med og bakker op. Alle ved unægteligt hvad vi fejrer. Er det så så slemt at det ikke er alle som er en del af miljøet eller det politiske arbejde. Det er da fantastisk hvis der bliver hvervet nogle, men uanset, er alle deltagerne med til at gøre det folkeligt og anerkendt.

Vi mangler stadig den rigtige retorik på mange punkter, MEN vi bevæger os hele tiden. Vi må anerkende fremskridtet. Sidste år blev det at være transkønnet stadig betragtet som en psykisk lidelse, men er nu blevet fjernet af sygdomslisten. På nogle hospitaler har man ændret betegnelsen “kønskorrigerende” operationer til “kønsbekræftende”.  Det er inkluderende og anerkendende!

Priden har i år også lagt vægt på minoriteter i minoriteter. Vi taler om hvordan mænd altid er de mest priviligerede, men en homoseksuel muslimsk mand møder stadig flere forhindringer end en homoseksuel vestlig kvinde. 

Denne uge er talerør for folk som ikke til dagligt bliver hørt. Hvis du færdes på Rådhuspladsen ugen igennem er der talks, debatter, oplæg og spændende foredrag. “Du skal jo nærmest springe ud som hetro” var der en veninde som sagde til mig på Rådhuspladsen! Det er så sjældent og værdifuldt for mennesker, der ellers altid er I undertal! Det må vi værne om og fortsat arbejde for! Uanset om du bare nyder din øl og grandprix hits (og ja, nu er jeg både diskriminerende og normativ) eller om du deltager politisk.

Det handler om alle menneskers vilkår. Det er også din fest. 

Det at skrive det her indlæg giver mig lidt sved på panden. Jeg kan ikke lade vær’ med at tænke på om jeg får hug for det. For det er en knivsæg at balancere på. Folk kæmper for retten til deres eksistens. Det er vigtigt. Men jeg håber du vil læse og forstå mit udgangspunkt i stedet for at diskutere mit ordvalg. Jeg har ikke til intention at støde nogen. Da jeg diskuterede det med en den anden dag kom vi frem til at der er så mange retninger i det her. Alle ønsker vi bedre vilkår for mennesker og større lighed, men vi arbejder forskelligt. Det er lidt en veganer vs vegetar problematik. Eller måske nærmere folk som spiser nedfaldsfrugt vs fleksitarer 🙂

Hvorfor er det så vigtigt for mig? Jeg er selv alternativt pigmenteret (igen – en joke), jeg bliver altid spurgt hvor jeg er fra. Sådan rigtigt altså. Jeg får at vide at jeg taler flot dansk – Abdel jeg føler med dig. Virkeligheden er at jeg er fra Danmark. Jeg har ophav fra en masse steder, men jeg har ikke andre kulturer. Jeg skal ofte retfærdiggøre min danskhed.  Jeg har aldrig ret til bare at være mig.

Så er der det med kroppen og vores seksuele preferencer. Jeg elsker mennesker! Alle mennesker. Jeg vil ikke puttes ned i en kasse. Jeg har været sammen med mænd og kvinder, men jeg synes ikke jeg passer ned i en særlig kasse og JEG har intet behov for at definere hvad jeg er til. Jeg tænder på energi. Nogle gange har den ét køn nogle gange et andet. Min præference er oftets mænd, men det betyder ikke at jeg ikke kan forelske mig i en kvinde. Det handler for mig om mennesket. Det er min ret og jeg vil have lov til at være. Bare være uden at skulle kæmpe og definere.

Jeg er brun, og jeg kan godt lide skønne mennesker. 

Endeligt håber jeg at mit barn kan få lov til at vokse op uden at skulle kæmpe for sin ret til at eksistere. Have lov til at leve og være glad, uden at behøve at tænke på om han har den forkerte farve eller forkerte præferencer.

Copenhagen Pride fejrer vores alle sammens ret til at være lige præcis de mennesker vi er. Uden kasser, uden fordomme, uden had. Priden tilbyder spejling og en sjælden følelse af normalhed for dem, der resten af året lever udenfor normerne. Priden giver styrke!

Alt er love herfra