Onsdags Optur - at stå på egne ben

Kvindekram!

Skulle vi ikke lige tage at gi´et kvindekram!

Med risico for at blive brændt på vrede feministers bål, skriver jeg nu lidt om mine tanker her på 8. marts – VORES Kvindernes Kampdag!

Lad mig starte med at sige at jeg stadig synes at denne dag er relevant og vigtig! Der er alt for mange steder på vores lille klode, hvor piger, kvinder, søstre behandles forfærdeligt! Hvor de giftes væk som børn, hvor de stenes, hvor de har rettigheder som minder om vores slagtekvæg – Det går simpelthen ikke! Og derfor går rigtig mange modige kvinder i dag på gaden rundt omkring i verden, med livet som indsats. Det er vigtigt.

Herhjemme synes jeg heller ikke vi er i mål endnu i forhold til ligestilling. Det er der heldigvis nogle stærke kvinder som arbejder på. Og tak for det! “Så bak dog op” siger du? Jamen det ville jeg da vældig gerne! Som jeg oplever det, er det bare blevet en voldsomt ekskluderende debat, hvor alle som vover sig ud på isen bliver druknet hvis de ikke bruger den rigtige terminologi. Det er problematisk. For søster, hvis nogen forsøger at bakke dig op men måske ikke er vokset op i et politikkenlæsende, priviligeret akademiker hjem, så kan det sgu være svært at være opdateret på lingoen. Jeg er ofte stået af og får masser af himmelvendte øjne når jeg begiver mig ud i at diskutere ligestilling og kvindekamp.

Jeg forstår faktisk godt at de ord vi bruger er vigtige, fordi det er dem som skaber vores fortælling. Men kunne vi ikke tage hinanden i hænderne og hjælpe, støtte, bakke op, se hinandens intentioner i stedet for at stemme dem af øen som ikke havde deres Dansk/Feminist ordbog med?

Vi skal sgu starte i egne rækker. Vi skal acceptere hinanden og vores ret til forskellighed. Jeg elsker “bløde” det nogen vil vove at kalde feminine værdier. Jeg vil gerne være den som rummer overvægten af dem i mit parforhold, jeg vil gerne lave mad, mens en anden hænger hylder op. Det gør ikke at jeg ikke at jeg ikke er badass i rigtig mange andre situationer. Jeg vil altså ikke sendes tilbage til 50érne og kødgryderne, jeg vil bare gerne kunne tage en kjole på og lakere mine negle uden at få at vide at jeg sætter kvindekampen tilbage. For det er sgu ikke mit valg af neglelak som gør det. Det er når kvinder ikke står sammen.

Vi er kommet langt fordi min mor og alle hendes rødstrømpe veninder brændte bh’er og gik på barrikaderne – Tak for det!  De kunne rykke så meget fordi de gjorde det sammen. Vi har langt igen, men vi kommer kun videre sammen. 1.,2.,3.,4. bølge feminister – kan vi ikke allesammen være i sandkassen? Jeg tror altså vi kan mere sammen.

Jeg vil slutteligt sige, at det sidste halve år har jeg oplevet voldsomt meget opbakning fra andre kvinder både personligt og i branchen. Der har været SÅ meget god energi. Det oplever jeg virkelig kan noget. Kvinder som bakker andre kvinder op, nogle gange i virkelig håbløse situationer, hvor det ville være meget lettere at vende ryggen til og kalde kællingekortet. I situationer hvor det ikke behøvedes og i situationer hvor der var brug for en hånd.

Når det der søsterskab dyrkes og styrkes er det en urkraft. En man ikke kan løbe om hjørner. Så kom nu kvinder gi’ et kram til en søster og lad os stå sammen!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Onsdags Optur - at stå på egne ben