Jeg må nive mig selv i armen

Ærlighed i tasterne

Ærlighed i tasterne

Ja, først var det frygten for det hvide papir, nu er det tasterne den er gal med. Dengang jeg skrev om papiret påstod jeg ellers at det der med bloggeriet ikke var svært. Jeg skulle blive klogere…

For dengang var jeg jo kun lige begyndt på bloggeriet og Bagedysten havde stadig ikke været sendt. Derfor var I heller ikke så mange som læste med. Det er I nu og det er jeg helt vildt glad for. Men det stiller jo også nogle krav til mig. Eller i hvert tilfælde noget jeg selv føler at jeg skal leve op til.

For som jeg har sagt før: Hvis man stiller sig op på en scene -uanset form, altså også en skriftlig slags scene, ja, så skal man have noget på hjerte. Det føler jeg egentlig også at jeg har. Men i takt med at læsertallene gik op her på siden, gjorde præstationsangsten det også. For jeg siger jo kun noget, når det betyder noget. Og når det betyder noget er der noget på spil. Enter præstationsangst.

Jeg har ikke en særlig niche. Altså i form af kun kager, kun sang, kun mode eller hvad det ellers kunne. Udfra den feedback jeg får fra jer, tænker jeg at I som læser med her og følger mig på insta, gør det fordi jeg siger jer noget som person. Min glæde, mit livssyn, mine farver. Det er jeg glad for, smigret over og utroligt ydmyg overfor. Jeg synes bare at der er noget at leve op til. Som Mette Marie der lige har lavet en her bevægelse inden for blod og stamcelledonation. Det er sgu vigtige sager lige der! Og her sidder jeg og piller mig i navlen. Man kunne selvfølgelig argumentere for at man skal starte et sted.

Den anden dag skrev en mor til et barn med angst til mig, at jeg hendes barn nu kunne stå op om morgenen fordi hun ville vælge at være glad ligesom mig. Det gjorde mig fuldstændig varm om hjertet. Hvis jeg kan give en af jer et smil på læben og lidt varme i brystet er det egentlig berettigelse nok for mig.

Jeg tror ikke at det er noget som kan forceres. Jeg tror at guldkornene kommer når man ikke tænker over det. Når man deler fra et sted som er ægte. Alle dine snakke med venner og veninder ender jo heller i livsændrende, groundbreaking hallelujahsyngende åbenbaringer. Nogle gange er det bare en god kom kaffe og et godt grin.

Jeg tror det er det jeg vil forsøge. At holde op med at dømme et indlæg inden det er skrevet. Forsøge at være ærlig, være mig selv og skrive det som føles naturligt. Så håber jeg at det giver jer noget. Jeg er totalt lydhør overfor gode ideer! Har du en god ide til et ugentligt tilbagevendende indlæg så hold det endelig ikke tilbage!

Go mandag <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg må nive mig selv i armen