Noget om blogger in spe

Noget om hvidt papir

Jeg er frygtløs i mange aspekter af mit liv, men er der noget jeg er rigtig bange for (udover trolde på loftet – de er klart de værste), så er det et tomt stykke papir. Det tomme stykke papir inden en sang kommer til. Det her kræver nok en lille forhistorie, så hæng på, vi vender tilbage til det hvide papir.

Jeg er sanger og har i mange år sunget andres sange. Jeg har sunget og synger jazz, hvor man jo oftest læner sig op ad fantastiske standarder. Jeg har sunget timevis af balle (Balle = Røvballe = den slags musik man har til fester, bryllupper, firmafester og deslige). Jeg har sunget kor i X-Factor, til Eurovision, på masser af studieindspilninger. Jeg arbejdede en sæson som sanger i Cirkusbygningen og for tiden synger jeg kor for Patrick Dorgan. Masser af fantastiske jobs og sjove oplevelser. MEN en dag vågner man og vil have sit eget. Den dag er egentligt længe siden, for mit vedkommende. Jeg har bare været en stor tyk kylling.

Og her vender vi tilbage til papiret.

Hvis man vil have sit eget, må man skrive sit eget. Altså på det der papir. Det betyder at man ikke kan gemme sig bag andre genier. Man kan ikke bare få ros for en god version af et nummer. Nope. nix. Won’t do. Man skal skrive sit eget blev der sagt. Og det skal være godt skal det. Ikke bare lidt godt. GENIALT! Det er altså et ret stort pres til sådan stakkels stykke papir – og den som skriver på det.

Det sidste år har jeg taget tilløb. Jeg har arbejdet med nogle vildt dygtige mennesker. Jeg er kommet tættere og tættere på det jeg gerne vil. Jeg er der ikke endnu, men jeg kan se at jeg er på vej. Jeg har fundet dygtige mennesker at skrive med, for alt er bare lettere når man får lidt hjælp. Og så har jeg besluttet mig for at jeg skal udgive noget i år. Pt er der flere numre under udvikling og jeg arbejder sammen med folk som jeg virkelig beundre.

Den anden dag kom der gennembrud i historien om frygten for det hvide papir. Jeg skrev en tekst selv OG en melodi! BUM bare sådan. Hurra! Min gode ven og fantastiske pianist spyttede lækre akkorder ud og pludselig var jeg ikke så bange. Det her lyder helt sikkert underligt for nogen. Egentlig også for mig, for jeg har siddet i lignende situation før, hvor alt min kreativitet klappede i som en østers. Fuldstændig lukket ned. Men ikke der. Det kan godt være det ikke er en Cohen tekst, men det er min og den kom på papir. Jeg er så glad!

Så hey, hop lige ud og gør noget du tror du ikke tør! Hvis jeg kan, kan du også og man bliver glad i låget!

Go’ søndag 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om blogger in spe